Søndag d. 3. september sætter vi fokus på Japan med havebesøg, the ceremoni, koncert, smagsprøver og foredrag, – vi kommer langt omkring i japansk historie og kultur.
Om eftermiddagen er der arrangeret besøg i en privat japansk gårdhave her i byen. Der bliver fortalt om principper for japansk have æstetik og om hvordan en have etableres med rislende vand, sten, klippede træer og blomster. Ved besøget bydes på japansk the.

I Kulturhuset har kokken arbejdet med at lave et japansk inspireret måltid til kl. 18 og som kan tilkøbes. Bordbestilling er en god ide, faktisk nødvendig! (Platte med rejechips, tempura rejer, lynstegt tun, papaya salat og japansk øl – 150 kr)
Omkring kl. 19.00 åbnes salen og på scenen er der ophængt en mindre udstilling af japanske billedruller og en smukt broderet bryllupskimono.
Kl. 19.30 er der the ceremoni, der nøje følger traditionen omkring ritualet. Inden ceremonien gennemgår themester Annelise Larsen, hvad der kommer til at ske, og hvad det betyder i klassisk japansk kultur. I the ceremonien deltager kun 4 personer, så det fremstår mest realistisk, og herefter bliver alle budt på Sake og en anden lille smagsprøve fra Japan.
Herefter hører vi japansk musik spillet af Haruko Suzuki, der både spiller klassisk komponeret musik og nyere filmmusik. Og mens musikken lyder vises på storskærm billeder fra japanske haver, templer og andre lokaliteter.
Asger Røjle, forfatter til en lang række bøger om japansk historie, kultur og politik vil binde dagen sammen. Asger Røjle har rejst og boet i Japan gennem mange år.
Vi kan højst have 100 gæster/publikum, og havebesøget vil foregå for 25 personer ad gangen og på løbende tidspunkter, det betyder, at den japanske have er åben for besøg kl. 14.00, kl. 15.00, kl. 16.00 og kl. 17.00, – og der kan vælges mellem disse tidspunkter ved billetkøb. Mødested og tidspunkt fremgår derefter af billetten.
Dagens arrangement tilbydes for 150 kr.
Salg til medlemmer fra den 22. maj kl 11. ved brug af rabatkode.
Billetter til ikke medl. 150 ,- fra d. 5. juni kl. 11