
Torsdag d. 7. december kl 20.00
Kulturhuset Skanderborg
En af Danmarks absolut mest unikke sangere og sangskrivere kommer “hjem” til Skanderborg.
Peter Sommer har været særdeles aktiv de seneste par år og har udgivet en række forskellige albums, hvoraf ”PSPHPT” – en nyfortolkning af Sommers største sange – blev til i samarbejde med hans faste musikalske partner, Palle Hjorth. Til efteråret 2023 kan publikum se frem til, at Peter Sommer og Palle Hjorth tager på deres ”Alene Med Palle I Verden”.
Peter Sommer forførte i februar 2022 publikum ved to udsolgte koncerter i Radiohuset i København, da han sammen med Selina Gin og sit faste band, ”Tiggerne”, gæstede Copenhagen Phil for at uropføre albummet ”De Uforelskede I København”, som Soundvenue beskrev som ’elegant og øm retroromantik’ med en 5-stjernet anmeldelse:
”(…) denne gang svøber han sine kærlighedsviser i blide, ofte akustiske gevandter såsom guitar, orgel og strygere, der leder tankerne hen på Jacques Brel og Serge Gainsbourg. (…)‘De Uforelskede I København’ lyder som en let forårsregn, der pirker til minderne om en kærlighed, der ikke skulle være.”
Peter Sommer er kendt for sit tankevækkende og lyriske univers og for at lægge stemme til store fortællinger om livet og kærligheden på en eminent reflekterende måde. Hans litterære sangtekster er ofte præget af ordspil og hverdagsanekdoter. Han er flere gange blevet belønnet med flere Steppeulv-priser og statuetter ved Danish Music Awards. Anmelderne roser gang på gang Peter Sommers tårnhøje musikalske ambitionsniveau og ærlige granskning af den svære kærlighed, mens publikum strømmer til koncerterne rundt om i landet.